Mine erindringer om sejlertiden.

Om de 6 år jeg sejlede til søs. Jeg har været utrolig glad for de 6 år til søs -  og som mange søfolk der læser dette vil nikke genkendende til - så har der været både up and downs. Men af en eller anden årsag husker man kun de gode minder. Dem er der, takket være mange gode sejlerkammerater, rigtig mange af. Det er jo ikke alene i skibene man finder sig godt tilpas, men i allerhøjeste grad besætningen, der giver den gode stemning og kammeratskab ombord. Skibet er kun rammen, besætningen indholdet. Dette er således en dedikation til alle dem jeg har sejlet sammen med, med tak for 6 uforglemmelige år. Erindringerne er skrevet efter bedste hukommelse, da jeg desværre ikke førte dagbog eller logbog medens tid var,  derfor er der en del steder hvor jeg ganske enkelt ikke kan huske hvor jeg har været. Men håber alligevel at man kan følge min færd.

Som Svendborgdreng skulle man " selvfølgelig" til søs. Alt andet var næsten utænkeligt. Sådan var det i hvert fald i min optik den gang. Havde ellers fået en læreplads som elektriker hos Rudi El i Svendborg - men nej - det var udlængslen der trak i en. Vi skriver sommeren 1958, på det tidspunkt sejlede et tysk tur skib mellem Svendborg og Kiel eller Flensborg 1 gang om ugen, mener den hed "Seute Deern " Sådan en sprittur skulle man da deltaget i, så jeg havde lige fået mig et pas - så alt var ok. Men sådan skulle det ikke gå. For en sen eftermiddag var der ankommet et norsk fragtskib i havnen i Svendborg, ""HUBRO af Oslo". Ned og snakke med søfolkene - de skulle have nye folk ombord. Næste dag op til kaptajnen - jo der var hyre at få som messegut for mandskabet. Søfartsbog det havde jeg ikke - kunne sejle på mit pas - nå man var jo kun 15 år.

                                                                      M/S Hubro af Oslo

M/S A.E.S. af Svendborg

Næste skib var det gode skib " A.E.S. " af Svendborg. Min rigtig gode kammerat fra Svendborg Per Preben Olsen og jeg skulle mønstre i London - Per som officers messedreng - jeg som salondreng. Da vi ankom til London var skibet endnu ikke ankommet. Vi tog ind til den Danske Sømandskirke hvor "Vorherres Donkeymand" hjalp med hotel medens vi ventede på at A.E.S. skulle ankomme. Kaptajnen var den navnkundige "Cremona Petersen" (som gik ned med Hanne S. ved Grønland).1.styrmand var Westergård, han var gift med en englænder og boede i England. Husker også at en af letmatroserne var Jørgen Johansen - søn af lodsen i Tankefuld.

Der var 12 passagerer ombord, en af dem var F. Holm Hansen som havde opholdt sig meget på Falklandsøerne og som har skreve bogen "Spøgelsesskibe og søelefanter".

Det blev for mig den korteste sejltur i min tid til søs. For efter et kort ophold på Gran Canaria hvor vi bunkrede, og satte kursen mod Falklands øerne. Måtte jeg krybe til køjs med lungebetændelse. Det gik jo mod ækvator og det blev varmere og varmere, men jeg lå i køjen med tyk tæppe over mig - fik meget penicillin hverdag - feberen steg og jeg lå hen i en døs af feber - ingen tænkte på at fjerne tæppet fra mig så jeg kun lå med et lagen. Da vi passerede ækvator, var der ækvatordåb ombord, jeg deltog af gode grunde ikke, Så jeg blev døbt" ÅLEN". Da vi havde den brasilianske kyst i ca. 4 timers sejlads, besluttede skipper at sejle ind til Vitoria i Nordøstbrasilien - hvor jeg kom på hospitalet. Skal ikke her trætte læserne med mit ophold på sygehuset. Når jeg tænker tilbage - en 15 års dreng med lidt skoleengelsk i et portugisisk talende land - godt man har to hænder til at gestikulere med

                                                                     Min ækvatordåbsatest

Passager på  DFDS`s   M/S Texas af København

Opholdet varede 8 -10 dage, fløj ned til  Rio de Janeiro hvor en medarbejder fra den Danske Ambassade hentede mig og kørte mig ud til Ambassadøren privat. For som han sagde: du skal ikke gå for lud og koldt vand i weekenden. Meningen var at jeg skulle med D.F.D.S. "TEXAS" hjem som passager. Rederiet fra Svendborg mente at jeg skulle arbejde mig hjem til Danmark - den afgørelse var Ambassadøren ganske uenig i. Mandagen før jul i 58, kom jeg så ombord på Texas, hvor jeg gik lidt til hånde med bakstørn både midtskibs og hos dæksdrenge ude agter.

Sejlede lidt op og ned af den brazilianske kyst, for at vende snuden mod Danmark. Ankom til København uden penge til at komme til Svendbor, blev her hjulpet af Jacob fra Sømændenes Forbund.        Således endte min korteste forhyring med A.E.S.

M/S Marius Nielsen af København

Næste skib var "Marius Nielsen" fra rederiet Progress, det var i marts 59 mønstrede som officersmessedreng - i min søfartsbog står der hovmestermath - nå nok om det Hovmesteren var E. Petersen fra Fanø og kokken Poul Svendsen Svendborg af matroserne husker jeg Mayntz Jensen fra Svendborg - 2 brødre fra Svendborg letmatros Tommy Rasmussen og store broderen der var matros - husker ikke navnet på ham. Da jeg var ombord i 11 mdr. har der selvfølgelig været mange flere, men det er dem jeg husker bedst, der var også 2 kammerdrenge. Den første hed vist Alex - men han var kun ombord i kort tid. Han blev afløst af Bent Christiansen fra Køge.

Tur 1. gik fra Svendborg værft op til den svenskeøstkyst, hvor vi lastede træ til Algeriet "det var jo på det tidspunkt hvor franskmændene var ved at blive smidt ud af Algier. Men på denne tur var det dog trods alt forholdsvis roligt, så vi kunne da gå en tur i land". 

Saltpram i Santa Pola - Spanien

Fra Algier sejlede vi til Spanien, nærmere bestemt Santa Pola nær Alicante, her skulle vi laste salt til Grønland. Der var ingen havn, så saltet kom ud i store pramme. Om aftenerne sejlede vi med slæbebådene ind til land, men her var ikke ret meget bebyggelse. Et hus hvor en Francosoldat havde til huse sammen med sin familie. Vi blev inviteret inden for til aftensmad - en ting som står brændt ind i min hukommelse her, var, at husets 2 årig drak rødvin til maden - det har nok været billiger end vand.

Turen fra Spanien til Grønland var et mareridt - led søsygens kvaler - men arbejdet skulle passes - selv om det var for små omdrejninger så gik det alligevel.

Det skal her indføjes at når man sejlede på Grønland skulle man have en såkaldt "kendtmand" ombord - "det var gerne en fra Grønlandske Handels styrmænd eller skibsfører".

Når jeg tænker tilbage på Grønland, så behøvede man faktisk ikke at bruge rød og grøn signalføring for at markere havneindsejling - det man blot skulle se efter, var en helvedes masse tomme røde Carlsberg og grønne Tuborg ølkasser - forstå det hvem der kan - hvad ligger man og sejler øl i så store mængder til Grønland for - dette var et uglegylp.

Egedesminde var første stop, så ned langs vestkysten med anløb af flere havne - alle sammen med dejlige oplevelser. Grønland er jo et smukt land, men med en barsk natur - en oplevelse jeg nødigt ville have været foruden.

Ned til Ivigtut for at laste kryolit - et kryolitbrud som i dag er lukket. Philadelphia skulle være næste havn - turen gik gennem Belle Island Strait hvor der ofte var isbjerge og tåget vejr, forbi Nova Scotia. Ned til Delaware River til Girard Point hvor vi skulle losse kryolitten. I Girard Point lå også et stort marineværft og marine støttepunkt - hvor der lå opmagasineret flere gamle slagskibe som havde været med i 2 verdenskrig - et imponerende syn.

                                                           Mit amerikaner pas

Sømandshøjskolen Svendborg 

Marts - maj 1960.

Det er mig der står første række til venstre.

En episode jeg erindrer som var den i går, var en ro tur med den store travalje rundt om Tåsinge. Sejlede vest ud af Svendborgsund - holdt middagshvil ved Monnet. Havde madpakker og en 5 liters flaske hvidtøl med - det var en hyggelig tur. Da vi skulle sejle videre gennem Siø broen begyndte det at blæse op. Tværs over Lunkebugten (øgenavn Lumskebugten for den kunne være temmelig uberegnelig).

2 åretag frem 1 tilbage - 4 timer tog det os at ro tværs bugten - blev passeret af Langelandsfærgen - og vi jokede med, at det ville være nemmere, hvis vi kunne få en line over så den kunne have os på slæb. Vel tilbage på skolen var vi så sultne, at vi spiste så meget, at der måtte brases kartofler 3 gange, så sultne var vi.

M/S Lily Nielsen af København

Samme dag skolen var færdig, mønstrede jeg "LILY NIELSEN" som dæksdreng. Hvem var skipperen - Charles Vindøje, som jeg før har omtalt, min gamle kærestes far. Ombord var også: 

Matros Sven Osborn fra Norge - matros Jørgen Christensen Svendborg - matros Stanislav Galdyn Nakskov - letmatros Vagn Simonsen Fangel ved Odense - en letmatros fra Odense KJ. ( gik på sømandsskole med ham) - ungmand Flemming fra København.

Fra Svendborg gik turen til Sverige for at last træ til Algeriet.  Så Santa Pola efter salt til Grønland, hvor vi lå for anker da der jo ingen havn var der.

I Santa Pola var der en restauratør som skulle emigrere til Canada, han havde sådan set fået hyre ombord som motormand, så han selv kunne tjene sin overfart til vi kom til Canada. En aften var vi 5-6- stykker som havde taget turen i taxa til Alicante for at gå i byen. Næste morgen mødtes vi i en park, flade og med tømmermænd - hvad gjorde vi nu - ingen af os havde flere pesetas tilbage. Vi fik fat på en taxachauffør som var villig til at kører os ti Santa Pola. Her henvendte vi os til den omtalte restaurantør for at låne penge til taxaen, meningen var så at han skulle have pengene tilbage i dollars. Desværre for ham, var at emigrationspapirerne ikke var i orden så han kom ikke med os. Pengene fik han i stedt udbetalt i pund, da skipperen ikke havde andet valuta ombord inden vi skulle sejle.

Turen til Grønland var med dårligt vejr - ingen søsyge denne gang. Lossede salt i flere havne i Grønland - til Ivigtut for at laste kryolit til Philadelphia. Medens vi var i Godthåb, lå der en af den amerikanske Coast Guards skibe "Westwind", samt en ubåd "Archerfish". De lå fortøjet uden på os, så når de amerikanske marinere skulle ombord på deres respektive fartøjer, skete det tværs over dækket på "Lily".

En sjov historie - men sand. Letmatrosen havde nattevagt, og mens vi var i land om aftenen, så lejede han vores køjer ud til de amerikanske marinere, som havde fået dame på krogen. I dag ville man vel kalde ham bordelvært.

Som dæksdreng var det mit job at gøre bakstørn henne agter. En dag kom KJ. Og bad mig om at hente et eller andet hos høkeren, jeg sagde at, det kunne han selv gøre, hvor efter han sagde at, han var letmatros og jeg var dæksdreng, så det jeg havde bare at makke ret. Da det kom de andre for ørerene, blev han simpelt hen mobbet. For som der blev sagt - her agter er alle ens uanset stilling.

Om det var skyld i at KJ. Ikke var ombord da vi afsejlede Ivigtut, vides ikke, men fakta var at han ikke var at finde ved afgang. Så vi sejlede 1 mand for kort, indtil vi kom til Canada.

Ivigtut - Philadelphia - Grande Valle i Canada efter træ til Manchester, det var en lille hyggelig by i den fransk talende del af Canada. Indbyggerne inviterede os hjem til spisning og dans flere gange på de ca. 14 dage det tog at lastede træ. I Grande Valle blev der rokeret rundt på dæksbesætningen. Ungmanden blev letmatros - jeg blev ungmand - (havde kun 3 mdr. som dæksdreng). Ved ankomsten til River Mersey "Liverpool", havde vi slagside, så lodsen nægtede at sejle ind på Manchester kanalen før skibet var rettet op. Det gav os en nat i havn, hvor vi var nogle stykker som kørte til Liverpool.Turen gik derefter til Methil i Scotland efter kul til Grønland. Atter en tur med kryolit til Philadelphia, træ fra New Braunswick til Belfast. Efter ½ år anløb vi København hvor hele dæksbesætningen afmønstrede.

M/S Carl af Nakskov - også kaldet Sukkerkarl

Kom ud at sejle med "CARL" af Nakskov - (Sukkerfabrikkernes), som ungmand, var der kun kort tid. Vi sejlede en del på Gotland efter kalksten til sukkerfabrikkerne her hjemme. P.g.a. at lugerne var ganske små, var det nødvendigt at lempe kalkstenene ud i borde, det var os ungmænds job, for det fik vi fra afskiberen hele 10 svenske kroner - en fyrstelig hyre. Blev nødt til afmønstre p.g.a. sømandsstrejken i 1961. Da strejken var slut var næste hyre "ESSO ODIN", som ungmand.

M/T Esso Odin

C. Mortensen fra Nyborg var kaptajn ombord. Den bedste kaptajn jeg har sejlet sammen med i min tid til søs. Han var kaptajn når han skulle være det, og en god kammerat når vi var i byen sammen, forstod man at kunne skelne mellem arbejde og fritid, så havde man det rigtig godt ombord.

Mønstrede 3 gang - forstået på den måde, at var der ikke noget at sejle med, blev man afmønstret for så at mønstre igen når der var fragt. Derfor sejlede jeg sammen med en del forskellige folk: J. Johansen Svendborg og P. Lindenborg Nyborg de var begge faste matroser. Som messedrenge husker jeg især 2 ved navne, nemlig James fra Nyborg (han gik ned med Kaptajn Nielsen ude i Australien) samt Jens Theander fra Kastrup ( senere kendt som direktør for pornomagasinet Color Climax) men han måtte mønstre af da han var søsyg, hver gang det blæste en lille smule. Som anden ungmand var Svend Lauritsen fra Lyø, en vældig god kammerat med stort K. Da Svend havde sejlet med skoleskibet "Danmark", havde han hurtigere aftjent sin tid som ungmand, og ville så mønstre af for at komme med andet skib som letmatros. Kaptajnen kontaktede Sømændenes Forbund, for at høre om man kunne mønstre Svend om til letmatros i de resterende måneder jeg manglede som ungmand. Det var så meningen at vores afløsere begge igen skulle være ungmænd. Som begrundelse til Forbundet var, at vi 2 drenge gik godt i spand, dette arrangement blev godkendt fra Forbundets side. Så Svend og jeg afmønstrede 28.12.1961. Det var vemodigt at skulle sige farvel til alle ombord, men særligt til Svend, da han var en meget god kammerat. Han har senere bl.a. sejlet som skipper i Stevns bådene og indtil sin pension var han skipper på Fåborg - Lyø færgen.

Afmønstrede Esso Odin d.28.12.58., allerede den 11 01.59 var det tiden igen at stikke til søs, denne gang med det gode skib "Gautatyr" fra rederiet Myren.

M/S Gautatyr af København

Skibet var nybygning fra Nakskov Skibsværft. Besætningen var blandet, men dog med overtal af nakskovitter. Mønstrede som letmatros og kom til at gå hundevagten sammen med en ældre matros fra Nakskov (mener han hed Helmuth, men er ikke sikker).

Rejsen gik til Sverige efter papirmasse til Staterne, Bottenbugten var på dette tidspunkt godt is belagt. Men det var dog ikke til nævne værdig besvær for sejladsen. Efter lastningen gik turen som sagt til Staterne. Dog ikke en helt problemfri tur. Ved passagen af Drogden fyr tog vi grunden, kom dog fri ved egen kraft. Sejlede op til Gøteborg, hvor vi lå uden for skærgården - skibets bund skulle undersøges af en dykke for at se om der var sket skade på skroget. Det fore gik ved at der blev trukket en stilling tværs under skibet så dykkeren kunne gå på. Det var en lørdag eftermiddag. Da min 12 -16 vagt var overstået., var alt roligt og normalt. Ved skaffetid kl. 17 var der en sær trykket stemning i messen. Årsagen - dykkeren var druknet. Der var sket det, at en slæbebåd var kommet inde fra Gøtebprg med fuld kraft, og at dens eftersug havde fået dykkeren til at falde ned fra stillingen, hvorved luft tilførslen og telefonforbindelse til hjælpeskibet var blevet revet over.

Vi jokede senere, når vi var ude i dårligt vejr og tankene gav lyd gennem svanehalsene, at det var dykkeren der hev efter vejret.

Man havde åbenbart vidst at der var rigtigt dårligt vejr tværs over Atlanten, for alle gerder og preventere blev rigget af og stuvet af vejen. Fik samtidig ordre på at ingen gik på fordækket alene. Det glemte vores tømrer Leif fra Nakskov, han gik ud for at pejle tankene, alt gik godt, indtil han skulle ind gennem jerndøren i midt skibsbygningen, da kom der en forkert sø som slog døren ind på hans ben, med det resultat at han ikke kunne rejse sig. Han lå og råbte om hjælp i sidegangen og vandet skyllede ind over ham. Det var et helt træf at en af maskinass. tilfældigt var oppe på sit kammer, som hørte råb om hjælp. Leif blev anbragt på sygelugaret hvor der var 3 køjer. 1. styrmand fik trukket benet nogen lunde på plads og det blev lagt i skinner. Herefter gik vi vagt her, i stedt for at være på broen. Vi skulle sidde vagt ved Leif og hjælpe ham når han skulle besørge eller vendes i køjen. Han var bedøvet med morfin for at holde smerterne ud. Her var så 2 voksne matroser de gik 8 - 12 vagt, en lørdag formiddag havde taget 1 flaske snaps med op og delt med Leif. Resultat - de blev alle 3 godt berusede, de 2 havde så lagt sig til at sove i hver sin køje, Leif skulle besørge både det ene og det andet, gjorde det så i køjen. Ekstra arbejde til de 2 matroser, og som ekstra bonus fik de sækken da vi kom tilbage til Europa. Jeg behøver vel ikke sige at de var små, meget små - resten af tiden ombord. En aften efter skafning, var min makker og jeg gået til køjs og var lige faldet i søvn da en kraftig sø fik skibet til at ryste så meget, at min makker blev smidt ud af køjen med madras og sengetøj og samtlige skumslukkere faldt af deres tilholdere og udløstes, med en forfærdelig stank til følge.

Efter at, have krydset Dammen i noget af en brandstorm, med 2 sømil frem og 1 tilbage. Fik vi rimeligt vejr, 2 døgn før vi ankomme til Boston. Så der blev knoklet med at rigge alt til igen. Men natten før vi ankom, ramte atter en omgang dårligt vejr. Sne og is - hele skibet var pakket ind i 10 cm tyk ispanser da kom i havn, ærgerligt at vi havde nået at få rigget alt til, for alt tovværk - master - spil -  ja alt is skulle fjernes før havnearbejderne gik i arbejde.

Leif blev indlagt på sygehus og senere fløjet hjem til Danmark.

Efter losningen i Boston og Portland Maine, gik turen i ballast til Florida for at laste bulk.

Nu var det jo sådan at skibet blev færdig bygget i vintermånederne, så 1. styrmand som havde gået som tilsynsførende, havde bedt dem på værftet om ikke at male mere end lige nok til at skibet så pænt ud. Så da vi var på vej syd over mod Florida arbejdede vi overtid med at male hele skibet - det gav godt i kassen - her var ingen smalle steder. Sove det kunne vi jo gøre når vi blev ældre.

Lastede mærkelig sandagtigt bulklast til Bristol Kanalen.

Et par dage før vi kom til Barry Dock, stoppede 1.styrmanden mig en dag på dækket og sagde at når vi kom i land, så blev der rokeret lidt rundt på besætningen, De 2 matroser som havde fået sækken, skulle jo erstattes med nye folk. Dæksdrengen blev Ungmand - Ungmanden blev letmatros og jeg blev matros. Jeg måtte meddele ham at det havde jeg ikke sejltid nok til, (havde kun 3 mdr. som letmatros). Hans svar var, at man vidste hvad man havde, man vidste ikke hvad man fik. Således blev det.                                                                                                        ( Vil lige indskyde en bemærkning om 1.styrmanden - han hed E.Grubin, han var senere skipper i rederiets skib "MARGIT", som den 12.02.1965 i Stillehave var ude for en eksplosion i maskinrummet og brændte - men det meste af besætningen blev reddet af et Amerikansk krigsskib).                  Skulle fremover også være fast rorgænger - ikke kun havne rorgænger - det var faktisk fra vi fik lods, til vi igen afleverede ham i de respektive havne vi fremover anløb. I langt de fleste ankomster og afgange kunne det godt tage flere timer med lodsen.  Var godt tilfreds med denne ordning - det skal siges at så snart lodsen havde forladt skibet, blev autopiloten sat til og den kørte uafbrudt til vi igen skulle have lods uanset havblik eller stærk storm.

Efter Barry Dock og Cardiff, skulle lasterne rengøres. Det her fine sandagtige stof vi havde haft med, var jo så fin kornet, at meget af det var havnet i rendestenene, de var næsten fyldt helt op. Da det jo ikke gav 50 % at rense rendesten, men kun kloakken. Sagde 1.styrmanden at alle havde været nede og rense kloakken, og hermed havde alle ret til 50 %.

Husker ikke lige hvor det så gik hen derfra, men mener vi gik i ballast til Cuba for at laste malm pulver til Hamborg.

På Cuba lå vi i Baxacoa - sydøst kysten, lå for anker da der ikke var havn. Lå i et flod delta, så der blev pejlet rundt om skibet hver dag, da bund forholdene ændrede sig med skiftende tidevande.

Ved afsejlingen derfra var det da også med en grundstødning til følge. Men takket være kaptajn Jelsdals hurtighed med telegrafen og rormanøvre, klarede vi selv problemet som jo faktisk var lodsens skyld. Og pludselig kunne han ikke tale andet end spansk, havde ellers givet gode rorkommandoer på engelsk.                               Kurs Hamborg.

Ankom Hamborg kort efter de havde haft den store stormflodskatastrofe i 1962. Havde nattevagten i al den tid vi skulle ligge i Hamborg. Mener at liggepladsen hed Kuhnhafen, - er ikke sikker - den lå skråt over for Landungsbrucken. Der lå en havneknejpe, hvor hele agter besætningen plus maskinassistenterne tilbragte meget af fritiden - et godt sted. Kunne vel have købt stedet for de penge der blev lagt der. Kvinder, ja de var der også i stort mål, det var jo rart at have nogen til at vaske tøj og rede køjen. Foran os lå en svensker med en finsk 3.mester, agten for lå et finsk skib. Vi havde vel ligget der 1 uge da vi skulle forhale over på Blohm & Voss værftet som lå lige over for Landungsbrucken.

Den aften hvor vi var forhalet, var der et kæmpe slagsmål mellem folkene fra Gautatyr og finnerne. Værtsparret sørgede for danskerne kom ud på toilettet og så satte de deres hund til at passe på, indtil der var faldet ro over gemytterne. Senere ud på natten fandt man den finske 3. mester dræbt med knivstik ikke langt fra værtshuset. Man har vist aldrig fundet gerningsmanden.

I gennem Kielerkanalen gik det videre til Gdansk og Gdynia i Polen for at laste kul til Irland. Atter gennem Kielerkanalen tilbage mod Nordsøen.

Vi gik igennem om natten og i Kielerkanalen kommer der både lods og rorgænger, så der var frivagt. Men ud på natten blev vi alle en efter en kaldt op i kaptajnens salon, hvor tyske kriminalbetjente skulle afhøre os om mordet på den finske sømand. Må tilstå at jeg var lidt sur over at skulle stille til forhør, da man jo ud af skibets logbog kunne se, at jeg havde befundet mig ombord som nattevagt, og således ikke kunne bidrage med noget til sagens opklaring.

På et tidspunkt erfarede vi, at efter Irland - skulle vi til Staterne (nærmere betegnet de amerikanske søer) efter stykgods til Brasilien. Da vi var usikre på os selv, med hensyn til at vores hyre ville blive formøblet, når vi kom til Brasilien. Valgte vi 3 af os at kronrage os, for på den måde - troede vi at, det ville begrænse vores lyst til at gå i land. Det viste sig dog at være uden virkning - tvært imod.

Kullasten losses i Cork

Lossehavnen var Cork i syd Irland, en dejlig Irsk by, med nogle venlige og hyggelige indbyggere. Lå der ca. 14 dage, så der var rigelig tid til landgang om aftnerne og weekends. Masser af kvinder, (ikke prostituerede) som vi inviterede ombord og vi blev også inviteret hjem privat.

En søndag sad vi oppe på pubben og havde det hyggeligt med musik og øller, da var der nogle fra land af, som ikke syntes det var så sjovt at deres piger sad og forlystede sig med søfolk, (Irerne er jo strengt katolske). Så pludselig dukkede politiet op, henvendte sig til skipperen, (denne havde vist nok fået en tår over tørsten) de ville gerne have lov til at gå hen agter, for at bede pigerne om at gå i land. Skipperen spurgte dem om de aldrig havde været ung og " horny ", de fik dog lov til at ud føre deres opgave. Det forhindrede dog ikke at vi forsatte hjemme hos en af kvinderne.

Sejlede vist nok i ballast til Canada. Første havn, Hamilton hvor vi skulle have opsat en lille mast med en bom på, for enden af bommen en "hønsepind", således vi kunne svinge en mand ind over kaj til at tage mod trosser, hvis det skulle blive nødvendigt når vi nu skulle igennem sluser. Der skulle også laves andre ordninger ombord netop fordi vi skulle gennem sluser.

I Hamilton kom der herboende danskere ombord, de inviterede os på tur. Vi var nogle stykker som var med på en tur til Niagara vandfaldene.   

På vej tilbage fra Niagara Falls, kørte vi ind til en dansk ejet kro " Copenhagen Inn", hvor vi fik rugbrød - sildemad og snaps. Det var jo et afbræk i sømandslivet.

Når man skal gennem "Welland Canals", som sluserne hedder, foregik det ved, at man bruger dækspillene og wirer gennem et såkaldt "St.Lawrence klyds", på denne måde kan man hele tiden manøvre skibet midt i slusen, da det går så stærkt med at fylde slusen op med vand.

Welland kanalen er 44 km lang - dybde på 9 m og en bredde på 33 m. Den forbinder Lake Ontario (75 m.o.h.) og Lake Erie (174 m.o.h.) sluserne udligner en vandstand på 183 m mellem søerne. Der er 8 sluser med en længde på 240 m og bredde på 24 m.

Broen der forbinder Port Huron U.S.A. og Sarnia Canada

En ualmindelig smuk tur gennem sø landskabet - meget smuk. Chicago var første havn hvor vi skulle have last ombord. Det meste af det bestod af tørmælkspulver og hirse, som var skænket af et kirkesamfund i staterne, der var selvfølgelig også andet. Husker ikke hvad der var af andet gods. Næste stop en lille by i Wisconsin som hed Kenosha. Havnen var ikke ret stor, vi lå med agterenden ind mod hovedgaden og Dannebrog vejende ind over vejen, smukt syn.

En eftermiddag var vi 3 gutter der var gået ind i en musikforretning, indehaveren kunne godt høre at vi ikke var fra byen, men mente han havde hørt sproget før. Vi sagde at vi var danskere: Oh yes - nu vidste han hvor han havde hørt sproget før. Fortalte at 25 miles uden for Kenosha, lå en dansk koloni som hed Racine. Vi havde også godt lagt mærke til at, på pickupperne stod navne som - Hansen - Jensen - Andersen og andre, uden dog at tænke nærmere over det.

Da vi forlod musikforretningen og kom ud på gade, gik der et flot stykke kvinde menneske foran. Det skulle selvfølgelig kommenteres med sprogets værste gloser, efter at have hørt på os 3 gutter længe nok, vendte hun sig om og sagde på fejlfrit dansk: Vort modersmål er dejlig, det har så mildt en klang. Vi klappede, men det var i. Hun var amerikaner, men hendes bedsteforældre var danskere der var udvandret i trediverne. Sådan kan man komme galt afsted - man lærer det vel engang. Vil lige her indskyde, at min kones tante og onkel boede i Racine - men på det her tidspunkt  vidste jeg det ikke.

Turen forsatte til Milwaukee - Bay City - Port Huron. Her i Port Huron måtte vi ligge "underdrejet", p.g.a. der var en såkaldt lakebåd der var sunket i den smalle passage, den var lastet med cement, så det tog lidt tid inden sejlrenden igen var farbar og vi kunne forsætte til Detroit, som var sidste havn inden vi igen skulle gennem sluser og ned ad St. Lawrence floden ud i Atlanten. 

                                         En såkaldt lakebåd - styrhus i stævnen og aptring agter.

Det blev Belem ikke langt fra Amazondeltaet som første havn efter staterne. Rio de Janeiro hvor vi først lå på reden et par dage, og et par dage i havn.

                                                              Mit Argentiner pas.

Atter et hukommelses svigt

Men på et tidspunkt er vi i Barcelona og her får vi at vide at vi skal til USA - Australien - Japan - USA - Europa, en tur der ca. vil vare 9 mdr. her vælger så båds Leif og Harry at afmønstre. 

Får 5 spanske matroser ombord, forhyret gennem "Santa Maria forhyringskontor i Rotterdam". Vi er nu 1 dansk dæksdreng - 1 dansk ungmand - 1 dansk letmatros, vi er 2 danske matroser og 1 dansk bådsmand + de 5 spanske matroser. Den nye båds bliver Frits Nielsen.

Det er både østkysten og vestkysten af Staterne vi skal laste stykgods i.

New York som den første by - gennem Panama Kanalen til Oakland.

Bunkrede olie i Colon Panama - gennem kanalen - som i sig selv er en oplevelse for livet. At blive trukket af nogle tog lignende vogne på hver side af skibet, ind i slusen op ad skråninger til næste sluse og så fremdeles til vi når op på Gatun søen og så igen sluserne ved Balboa. For at stikke tværs over Stillehavet til Australien.

Det brændstof vi havde bunkret i Colon, havde åbenbart ikke været raffineret ret godt. Det resulterede i at turboladerne stoppede til og vi kun kunne sejle for nedsat kraft. Var ca. 3 uger om at tilbage lægge turen Panama - Australien. Anløb som den første havn Brisbane, lå der kun 1 døgn. Der var stor aktivitet i maskinrummet for stempelsjov, ved ikke hvor mange fingre der blev klippet, når stemplerne skulle sættes på plads, men det var mange, alt for mange.

Mener at maskinchefen blev fyret p.g.a. at han ikke havde sørget for at få renset turboladerne, der lå nemlig værktøj i skorstenen til det samme. Melbourne var næste stop. Her havde vi nogle dejlige dage. Det var sådan at, man kunne ringe til hospitalet, hvis man havde fest ombord, så kom der sygeplejersker ombord - yes.

Foran os lå et engelsk skib og laste uldballer, dem var der gået ild i, så vi måtte forhale til en anden kaj af hensyn til sikkerheden. Under forhalingen blev vi påsejlet af et andet skib, det var dog ikke værre end det kunne udbedres med en gang maling.

Adellaide - Fremantle - Perth og tilbage til Sidney for at, losse det sidste stykgods.

I fremantle lå også den danske  M/T Olga Nielsen. En aften jeg var gået på værtshus, hvem mødte jeg der - min gamle maskinchef Herman Hermansen, som jeg havde sejlet sammen med på Marius Nielsen. Der blev rigtigt talt gamle dage.

Til Cains for at laste skrot til Japan, lå der i 3 uger - dejlig by. Man frarådede os at bade i havet, men man kunne gå i det lokale svømmebad, hvilket vi da også benyttede os af i stor stil.